Blogginnhold

Både tekst og bilder er beskyttet av opphavsrettighetene i følge åndsverksloven. Kopiering skal ha skriftlig samtykke fra bloggeier

lørdag 4. april 2020

Hvem skal vi snakke med? Til slutt?

Kjære deg
Nå har april kommet, og koronaviruset. Jeg har vært alene i snart fire år, det er snart tre år siden jeg døde og jeg merker at jeg slipper taket. Og lager meg et nytt hverdagsliv.

Viktigheten av å se eller snakke med andre synker.
Jeg "snakker" på nettet, med noen. Og på telefonen, de er dog færre.



Når dette er over, når Sars 2 Covid - 19 har blitt lagt i lenker og både lokalsamfunn og verdenssamfunn begynner å finne tilbake til tilnærmet normalitet, hva skjer da?
Hvem snakker vi med, hvordan snakker vi med dem og om hva?
Og hva vil normalitet bety og være, når den tid kommer.

Jeg undres.
Hilsen liv


2 kommentarer:

  1. Hvis jeg overlever, så vil jeg savne de mennesker, der har forladt vores verden på grund af Covid-19, jeg vil somme tider tænke "Hvad ville hun og han have sagt om dette?" eller "hvor ville jeg dog gerne på tur med X!"

    Men i livet er kun én ting sikker, det virker hårdt at sige det, men sikkert er det, ud fra statistiske observationer, at livet får en ende. Når man har tid og ro til at tænke opdager man at tid og bevægelse hører sammen. Selv om det er smukt at iagttage en spejlblank skovsø (eller en fjord) med siv, strå, der står helt stille - ingen vind. En guldsmed (insekt) står stille i luften. Alt er stille, ikke en lyd. - Men selv der svirrer molekylerne, lysstråler skyder fra solen og reflekteres fra vandet, samles op i øjet, alt er i bevægelse. Det er så svært at forstå, men det er livet - bevægelse og ønsket om at nyde øjeblikket, det øjeblik da tiden står stille. Så er jeg ikke helt så bange for døden.

    SvarSlett
  2. Ikke redd her heller, men alltid undrende. Vi er født, vi skal dø.
    Jeg tror tiden tikker i oss og alt.
    Stillheten er ikke taus eller stille. Der er alltid en bevegelse, kanskje ikke synbar eller hørbar, men likevel. Og så er det opp til oss, (nesten) hvordan vi bruker livet vårt. Noe kan vi styre, annet ikke, og takk for det.
    Man savner dem som er borte og skulle gjerne høre deres mening om dette eller hint, det går ikke.

    Livet er så lenge det er, så er det plutselig ikke mer.
    Klem på deg Donald ❤

    SvarSlett