Dette utsagnet har vel både du og jeg brukt? Jeg vet at jeg gjør det og jeg er vel ikke så sær? Eller kanskje.
La nå det ligge. Jeg vet at jeg bruker dette som unnskyldning. Vel, jeg sier det er en forklaring på den blemma jeg har gjort. Eller feilslutningen som definitivt er helt feil. Bemerkninger som også kommer ut feil, blir fulgt av: "Jeg er som jeg er" - med andre ord, man kunne ikke ventet noe annet. Og for all del, det var slett ikke meningen å støte eller såre.
Sannheten er at jeg prøver å glatte over med utsagn som egentlig sier: Slik er jeg og i en lignende situasjon, kommer jeg nok til å gjøre det samme. Ikke særlig tillitvekkende?
Jeg er som jeg er - greit nok, for så vidt, men det bringer meg til et annet punkt. Jeg er som jeg er og vil at andre skal akseptere det, helhjertet håper jeg jo. MEN, det er et lite men.
Lar jeg andre få være den h*n er?
Jeg tviler.
Hilsen liv
En pudsig ting at sige"Jeg er som jeg er!" Jeg kan ikke huske at jeg har brugt den sætning men jeg har dog nok tænkt det. Er der nogen fremgang eller ændring man kan lave når man siger det? Når folk har sagt til mig at jeg er på den og den måde, har jeg altid sagt "Nå,Synes du det?" Og gået forvirret væk fra personen for jeg kunne ikke se mig som den vedkommende sagde jeg var. Er det ikke sådan at man ikke kan se sig selv som de andre ser èn? Jeg vil da allerhelst ses som et venligt menneske og ikke som et stædigt menneske der siger at "Jeg er som jeg er" En gang imellem kikker jeg på mig selv i speglet (kikker sjældent overhovedet ;) ) og tænker "Hvem er det der?" Er fremmed for mig selv, og hvem er jeg egentligt? Andre mennesker møder jo kun et fragtment af hele mig? Man kan da kun kende et menneske som en hel person når man har været sammen med vedkommende i lang tid? Eller? - Du har nogle gode tanker, du allerkæreste veninde. TAK !!
SvarSlettDet tumler fortsatt noen tanker i hodet.
SlettVet du, jeg tror aldri vi kan se oss selv, på godt og vondt, som andre ser oss.
De har andre "briller på" enn vi.
Dermed blir det vel en smule forvirring, tror du ikke?
Og så gjemmer man vel alltid en bittelille bit av seg selv?
Jeg tror også som deg, at man må kjenne mennesker over tid, for å kunne begripe en del av dem.
En fremmed for seg selv? Joo, det er man dog i blant.
Klem allersøteste du ❤